![]()
8
| 4 | 2009
Klinisk Biokemi i Norden
Resumé
Antimüllersk hormon (AMH) er afgørende for føtal
kønsdifferentiering, men er nu også ved at vinde ind-
pas som markør i fertilitetsbiologien. I denne artikel
beskriver vi baggrunden for og udfordringerne ved
at indføre AMH-plasmamålinger i den klinisk-bioke-
miske rutinefunktion samt den kliniske anvendelig-
hed af analysen.
Baggrund
Antimüllersk hormon (AMH), tidligere benævnt
Müllersk Inhiberende Substans (MIS), er navngivet
efter dets funktion i føtal kønsdifferentiering, idet
det medfører regression af de embryonale Müller-
ske gange, dvs. forstadiet til tubae uterinae, uterus
og øverste del af vagina. AMH tilhører transfor-
ming growth factor-β (TGF-β)-superfamilien, som er
involveret i vækst og differentiering. Familien omfat-
ter også TGF-β, aktivin og inhibin (1).
AMH er udtrykt i ovariets granulosaceller fra 36.
gestationsuge (2), og dets fravær hos det hunlige fos-
ter er afgørende for, at de Müllerske strukturer kan
differentiere til feminine genitalia interna. Musestu-
dier har vist, at AMH hæmmer både rekrutteringen
fra den hvilende primordialfollikel til den voksende
follikel (3) og følsomheden for follikelstimulerende
hormon (FSH) i den antrale follikel (4), Figur 1.
Antimüllersk hormon
Trine Holm Johannsen, Lennart Friis-Hansen og Jens F. Rehfeld
Klinisk Biokemisk Afdeling, Rigshospitalet, Københavns Universitet, København
trine.holm.johannsen@rh.regionh.dk
Ekspressionen af AMH er størst i granulosaceller fra
præantrale og små antrale follikler (≤4 mm), og den
forsvinder gradvist i større antrale follikler (4-8 mm)
(5). Hvorledes den ovarielle AMH-produktion regu-
leres er ukendt. Plasmaniveauet af AMH er hos piger
rapporteret umåleligt til lavt i den første levemåned
(6-8) med en beskeden stigning gennem barndom-
men frem til puberteten (8), hvorefter AMH-koncen-
trationen falder frem til umålelige værdier i meno-
pausen (9;10)
AMH-transkriptionen er i de testikulære Serto-
liceller påvist ved
in situ
hybridisering fra cirka 8.
gestationsuge, hvilket medfører irreversibel regres-
sion af de Müllerske strukturer (11). Sammenlignet
med piger er plasmaniveauet af AMH højt hos drenge
i føtallivet og i det første leveår, hvorefter niveauet fal-
der frem til puberteten (6-8), Figur 2. Flere faktorer,
herunder steroidogenic factor-1, testosteron, FSH og
entry
til meiosen, er nævnt som mulige regulatorer af
den testikulære AMH-sekretion (12), men den bio-
logiske betydning af AMH hos den voksne mand er
endnu kun sparsomt belyst.
AMH signalerer, ligesom de øvrige medlemmer af
TGF-β-superfamilien, via to transmembrane serin/
treonin-receptorer, benævnt type I og type II. Type
II-receptorer binder liganden, men kræver tilstede-
værelsen af en type I-receptor for signaltransduktion.
AMH-receptoren (AMHR2, tidligere også kaldet
AMHR) er en type II-receptor, som primært binder
sig til type I-receptoren activin receptor-like kinase
3 (ALK3). Mens AMH kun binder sig til AMHR2,
så kan ALK3 også binde sig til andre type II-recep-
torer. Mutationer i generne for henholdsvis AMH
eller AMHR2 kan medføre den sjældne autosomalt
recessive tilstand
Persistent Müllerian Duct Syndrome
(PMDS)
(OMIM #261550) kendetegnet ved bevaring
af de Müllerske strukturer hos et ellers normalt virili-
seret XY-individ (13).
Jens F. Rehfeld
Trine Holm Johannsen og
Lennart Friis-Hansen
