![]()
8
| 1 | 2009
Klinisk Biokemi i Norden
Antinukleære antistoffer (ANA)
er en samlebetegnelse for auto-
antistoffer rettet mod antigener i
cellers kerner. Bogstaveligt skulle
navnet derfor kun dække antistof-
fer rettet mod cellekerneelementer,
men i daglig sprogbrug benyttes
ANA også i omtalen af antistof-
fer, der reagerer med antigener i
kernemembranen, mitosespindel-
apparatet, tråde og partikler i cytoplasmaet. I denne
oversigt vil betegnelsen ANA blive benyttet i denne
brede betydning. Denne nomenklatur har sandsynlig-
vis sneget sig ind, idet hovedmetoden til undersøgelse
for forekomst af ANA i serum er indirekte immunflu-
orescens-teknik (IIF), hvor positive reaktioner aflæses
som fluorescerende elementer i hele cellen. Hvor man
tidligere anvendte snit af humane eller dyriske væv
som substrat for ANA-reaktioner, anvender man nu
over hele verden tumorceller i form af larynxcarcinom-
cellelinien HEp-2, dyrket direkte på glas [1].
Forekomst
Antistoffer, der kan reagere med cellestrukturer, er en
del af vort naturlige immunsystemog har formentlig en
rolle i bortskaffelse af bestanddele fra apoptotiske eller
nekrotiske celler, hvorved de har en rolle som aktører i
den naturlige vævshomeostase. Disse ANA er karakte-
riserede ved at have lav affinitet, udvise polyreaktivitet
med en række forskellige autologe bestanddele men
også med mikroorganismer, således at de tillige kan
fungere som et konstitutivt beredskab mod infektioner,
før et effektivt adaptivt immunforsvar kan mønstres
[2]. Sådanne polyreaktive ANA anses at besidde vigtige
immunmodulatoriske egenskaber gennem reaktivitet
med receptorer på T- og B-lymfocytter, makrofager
og dendritiske celler, ligesom de kan interagere med
cytokiner og komponenter i komplementsystemet
[3]. Endvidere antages de at indeholde såkaldte anti-
Immunologi for kliniske biokemikere:
Antinukleære antistoffer
Allan Wiik, Autoimmunafdelingen, Statens Serum Institut, København
asw@dadlnet.dk
idiotypiske antistoffer, der er i stand til at neutralisere
skadelige antistoffer, herunder visse autoantistoffer.
Det er formentlig disse antistoffer, der i hvert fald del-
vis forklarer, at intravenøse IgG-præparater kan have
effekt på såvel infektioner som på kroniske inflamma-
toriske tilstande og immundefekter [4].
De ANA, som produceres ved immuninflam-
matoriske sygdomme, adskiller sig fra ovenstående
bl.a. ved at have større affinitet for autoantigener,
og ved at udvise hypermutationer i de komplemen-
taritets-bestemmende regioner af immunglobuli-
nets Fab-fragmenter som tegn på T-lymfocytdreven
B-lymfocytmodning. Endelig er der tillige sket et
switch fra overvejende IgM-antistoffer til IgG- (og evt.
IgA-) ANA-produktion.
I praksis udnytter vi denne forskel mellem natur-
ligt forekommende og patologisk inducerede ANA,
dels ved at begrænse søgningen til IgG-klasse ANA,
dels ved at udelukke lavtitret ANA gennem at vælge
en titergrænse for positive reaktioner, som adskiller
naturlige fra patologiske ANA [2, 5].
Internationalt anbefalet fremgangsmåde til ANA-
undersøgelse i laboratoriet
Internationalt anbefales anvendelse af en bredt reage-
rende og følsom metode til ANA-screening, mens en
antigenspecifik metode til nærmere karakterisering af
det påviste antistof så vidt muligt bør efterfølge fundet
af en positiv ANA-reaktion på f.eks. HEp-2 celler
[1, 2, 5]. Disse anbefalinger udgår fra internationale
komiteer såsom IUIS/WHO/AF/CDC International
Standardization Committee for Autoantibodies
in Rheumatic and Related Disorders [6] www.
AutoabSC.org, men også European Autoimmunity
Standardization Initiative (EASI) [7, 8] og European
Autoantibody Consensus Study Group, der arbejder
under European League against Rheumatism (EULAR)
Standing Committee for Investigative Rheumatology
www.eular.org.
