![]()
18
| 3 | 2006
Klinisk Biokemi i Norden
19
| 3 | 2006
Klinisk Biokemi i Norden
(Fortsætter side 20)
(Fortsat fra side 17)
Peptidforskning og klinisk biokemi
Internationalt set begyndte peptidforskningen for
alvor at accelerere i 1960’erne. Forudsætningen var
i første omgang metodologiske gennembrud i prote-
in- og immunkemi. Gennem møjsommeligt oprens-
ningsarbejde lykkedes det op gennem 1950’erne og
første del af tresserne at renfremstille og struktur-
bestemme klassiske peptidhormoner som bl.a. oxy-
tocin og vasopressin; ACTH; insulin og glukagon;
paratyreoideahormonet; gastrin og sekretin. Så
langt, så godt. Nøglekriteriet for hormoner er imid-
lertid, at de virker via kredsløbet og at hormonets
koncentration i blod bestemmer dets virkning. Med
kendskab til strukturen, blev det derfor påtrængen-
de at kunne måle de nyafklarede peptidstrukturer
i plasma med specifikke metoder. Det hører med
til forståelsen af peptidhormoner, at de er yderst
potente og derfor cirkulerer i lave koncentrationer
(pico- til femtomolære). Tidligere målemetoder var
næsten alle baseret på (semi)kvantitativ registrering
af hormoners biologiske virkning på vævspræpara-
ter. De analyser var uhyre omstændelige, og – ikke
mindst – uspecifikke, ufølsomme og unøjagtige. Kun
få bioassays kunne trimmes til den følsomhed, præ-
cision og specificitet der er nødvendig for at måle
peptidhormoner i plasma. Bioassay’ene havde vist
sig uvurderlige ved den præparative identifikation
af hormonerne, og var nyttige reference-analyser til
nye biokemiske metoder i hormonforskningen. Men
tungsindighed og unøjagtighed begrænsede anven-
deligheden i analytisk forskning og diagnostik.
I 1960 introducerede Berson og Yalow radioim-
munanalysen (RIA) til måling af insulin i plasma.
Det var et radikalt gennembrud, hvor isotopmærk-
ning muliggjorde nye dimensioner af følsomhed, og
hvor antistoffer tilsvarende øgede den strukturelle
specificitet. RIA kan måle ikke blot peptidhormo-
ner, men alle molekyler i biologien – bioaktive
eller ej – blot der kan produceres antistoffer med
tilstrækkelig affinitet. De første RIA-versioner var
metodologisk besværlige. Men potentialet var ind-
lysende. Mod slutningen af 1960’erne havde RIA-
teknologien derfor udviklet sig i en grad, der åbnede
muligheder for alle peptider.
På det tidspunkt, begyndte et intensivt og mun-
tert kapitel af dansk peptidforskning på Klinisk bio-
kemisk afdeling på Bispebjerg Hospital. Lederen af
afdelingen, Per Lous, og hans medoverlæge, Henrik
Olesen, spillede en vigtig rolle for etablering af
forskningen. Per Lous var pioner i klinisk biokemi
i Danmark. Han var en fremragende administrator
og hospitalspolitiker uden særlige videnskabelige
ambitioner på egne vegne, men desto større på
afdelingens og fagets vegne. Hans generøse støtte
til unge lægers forskning var legendarisk. Han
krævede kun seriøst engagement, og arbejde med
pålidelige metoder. Henrik Olesen supplerede Per
Lous optimalt. Henrik Olesen var en engageret
vitamin-B12-forsker med stor indsigt i protein- og
immunkemi. I 1968 returnerede han til afdelingen
efter frugtbare år ved Harvard Universitet. Til Per
Lous’ støtte med resurser føjede Henrik Olesen
uselvisk hjælp med metoder og dybtgående viden i
protein- og immunkemi.
I efteråret 1967 erkendte Per Lous, at klinisk
biokemi – herunder hans egen afdeling - nød-
vendigvis også måtte bemestre RIA-teknologien;
i første omgang til måling af insulin. For at få
metoden etableret, fulgte Lous en gængs fremgang-
småde: Metoden skulle indgå i et disputatsprojekt,
der kunne tilbydes en nybagt læge med lyst til at
undersøge insulin-sekretion. Det lykkedes. Projektet
blev en undersøgelse af mavetarmhormoners virk-
ning på insulin-sekretionen, et dengang hyperaktu-
elt emne. I første omgang skulle gastrins virkning
undersøges. Men for ikke at famle i blinde, måtte
der også udvikles et gastrin-RIA til at monitorere
gastrin-stimulationerne til fysiologisk og klinisk
relevante koncentrationer. Opsætning af gastrin-
analysen efter insulin-RIA’et var at komme fra
asken i ilden. Insulin-analysen var ligetil og pro-
blemfri. Flere insulin-RIA allerede var beskrevet og
insulin er et særdeles robust molekyle. I slutningen
af tresserne fandtes til gengæld ikke pålidelige
analyser for gastrin. Etablering af gastrin-RIA’et
blev derfor en flerårig tour-de-force, som på den
ene side gav grundlæggende indsigt i immunana-
lysers og plasmamålingers endeløse faldgruber og
finesser, og på den anden side - da det lykkedes
– mod til at anvende den opnåede viden i et videre
Henrik Harling
Galanin: A candidate neurotransmitter in the porcine gastroin-
testinal tract
1993
Jørgen Ch. Jørgensen
Neuropeptide Y in mammalian genital tract
1994
Søren Aggestrup
Some aspects of lower esophageal sphincter physiology and
pathophysiology
1994
Jesper Holst Pedersen
Neurotensin, studies on occurrence, release and inhibitory effect
upon gastric acid secretion
1995
Anders H. Johnsen
Phylogeny of the cholecystokinin/gastrin family
1998
Carolyn F. Deacon
Glucagon-like Peptide-1: Metabolism and therapeutic potential
1999
André Wettergren
Glucagon-like peptide-1. Gastrointestinal function and possible
mechanism of action
2001
Jesper Thulesen
Glucagon-like peptide-2 (GPL-2), an intestinotrophic mediator
2003
Carsten Bjørn Palnæs Hansen The pharmacokinetics and pharmacodynamics of progastrin-
derived peptides
2003
Torben Nørre Rasmussen
Calcitonin gene-realed peptide (CGRP): a potential efferent neu-
rotransmitter in the gastrointestinal tract
2003
Peter Thelin Schmidt
Tachykinins in the gastrointestinal tract
2004
Jens Hannibal
Neurotransmitters of the retinohypothalamic tract
2004
Mai-Britt Toft Nielsen
Studies on the physiology and pathophysiology of glucagon-like
peptide-1 in man
2004
Tina Vilsbøll
On the role of the incretin hormones GIP and GLP-1 in the
pathogenesis of type 2 diabetes mellitus
2004
Jens Peter Gøtze
ProBNP-derived peptides in plasma: From the endocrine heart
to cardiac disease
2005
Lennart Friis-Hansen
Lessons from the gastrin knockout mice
Grønland. Foto: Henrik Alfthan
