10 |
Klinisk Biokemi i Norden · 1 2014
M-Komponent diagnostik i Danmark
– set fra klinikerens synsvinkel
Peter Gimsing
Hæmatologisk Klinik, Rigshospitalet, København
M-komponent bestemmelse og
anvendelsen i daglig klinik har
været genstand for tilbageven-
dende debat. Selvom analysen har
været anvendt som diagnostisk
værktøj og tumormarkør i de sene-
ste 50 år, har analysen ikke sjæl-
dent givet anledning til undren på
grund af uoverensstemmelse mellem resultater og de
kliniske observationer.
Imidlertid er bestemmelse af M-komponent i blod
og urin helt central i diagnosticering, behandling og
opfølgning af patienter med myelomatose, macroglo-
bulinæmia Waldenström, AL amyloidose og MGUS
(Monoklonal Gammopati af Ukendt Signifikans).
Senere er der kommet yderligere tilbud om supple-
rende parametre i form af bestemmelse af frie lette
kæder (FLC) og nu også HevyLite® analysen. Selvom
adgangen til bestemmelse af FLC i blod er et nyttigt
supplement, kan analysen indtil videre ikke erstatte
M-komponent bestemmelse hverken kvalitativt eller
kvantitativt. Desuden er erfaringen fra den daglige
klinik, at analysen er behæftet med en relativ stor
variation, og at det kan være et særligt stort problem
for enkelte patienter.
M-komponent påvisning og typning indgår i
de diagnostiske kriterier for alle 4 patientgrupper,
og kvantitering er nødvendig for at skelne mellem
eksempelvis MGUS og Smouldering myelomatose,
hvor en grænse på 30 g/l blandt er afgørende for
diagnosen i henhold til internationale diagnostiske
kriterier(1). Derimod indgår M-komponentens stør-
relse ikke mere i prognosticering af myelomatose i
henhold til den seneste stadieinddeling, International
staging system (ISS)(2), i modsætning til den tidligere
stadieinddeling efter Durie og Salmon(3).
Kvantitering af M-komponent i blod og urin er
helt afgørende for at vurdere behandlingseffekt ifølge
internationale responskriterier og kriterier for pro-
gression(4) (Tabel 1). Ændringer i S-M-komponent
på 25 % (mindst 5 g/l) og U-M-komponent på 25 %
(mindst 200 mg/døgn) skal kunne bestemmes med
rimelig akkuratesse. Hvis M-komponent ikke længere
kan erkendes, skal man kunne gennemføre immun-
fixation for at afgøre, om patienten kunne have opnået
komplet respons (CR), som endeligt bekræftes ved
efterfølgende knoglemarvsundersøgelse. CR anses for
at være et vigtigt mål for behandling og er forbundet
med lang sygdomsfri- og total overlevelse. Ved gen-
komst af M-komponent efter CR, eller i efterforløbet
af højdosis kemoterapi, er det vigtigt at vide, om der
er tale om den samme M-komponent som på diag-
nosetidspunktet eller, om der kan være tale om en ny
M-komponent, som udtryk for udvikling af MGUS,
eller den kan være led i en oligoklonal regeneration.
Tilsvarende indgår kvantitering af M-komponent i
dokumentationen af partielt respons (PR) og ’very
good partial response’ (VGPR) med reduktion med
mindst hhv. 50 % og 90 % af M-komponenten før
behandling (Tabel 1). Således er vi i den kliniske dag-
ligdag afhængig af adgang til løbende kvantitering og
eventuel typning af M-komponenter med rimelige
svartider, dvs. indenfor få uger.
I figur 1 er illustreret et typisk eksempel på syg-
domsforløbet for en yngre myelomatosepatient, som
gennemgår højdosiskemoterapi med stamcellestøtte
eventuelt efterfulgt af konsoliderende behandling og
vedligeholdelsesbehandling indtil sygdomsprogres-
sion og fornyet behandling. En sådan patient, som
opnår sCR, kan forvente 3 år progressionsfri overle-
velse og en total overlevelse på mere end 7 år, hvilket
er signifikant bedre end blot CR (5).
De lidt sene svartider, som er en konsekvens
af at M-komponent-analysen er mere manuelt
arbejdskrævende og ofte skal fortolkes, kan til en
vis grad afhjælpes ved hurtige analysesvar på IgG,
