![]()
4
| 2 | 2009
Klinisk Biokemi i Norden
(Leder fortsætter side 6)
Som led i specialeplanlægningen
i Danmark, hvor Sundhedssty-
relsen (SST) nu har reel magt til
at regulere, hvad der skal udføres
hvor, nedsatte SST i maj 2008
en række specialearbejdsgrupper,
der havde til opgave i løbet af
et par måneder at udarbejde en
Specialerapport og revidere den
eksisterende Specialevejledning
for hvert enkelt lægeligt speciale. I Specialerappor-
ten skulle blandt andet indgå en beskrivelse af hvilke
hovedfunktioner (udføres på alle afdelinger) og spe-
cialiserede funktioner (regionsfunktioner: 1-3 steder
pr. region, og højt specialiserede funktioner: 1-3 ste-
der i landet) specialet varetager.
Inden for Klinisk Biokemi havde vi i en tidligere
runde – i modsætning til mange andre specialer -
valgt ikke at definere nogle specialiserede funktioner.
Specialets holdning var dengang, at frie marked-
skræfter bør råde, konkurrence er sundt – og hvorfor
lade os begrænse i vores produktion? Som en kollega
udtrykte det: Vi kan da selv indbyrdes fordele afde-
lingerne imellem, hvilke analyser vi udfører, og dertil
behøver vi da ikke en Big Brother!
Men vores specialearbejdsgruppe, bestående af 8
overlæger og 1 ledende bioanalytiker, kom hurtigt til
den konklusion, at specialets hidtidige holdning ikke
kan opretholdes. Teknologien er efterhånden blevet
så vidtspændende og avanceret, og fortolkningen af
analyseresultaterne ofte så kompliceret, at der reelt er
tale om specialiserede analyser på en række områder.
Videnskabelig interesse og/eller profileringsønsker
har flere steder i landet ført til opsætning af kompli-
cerede analyser til brug i patientbehandlingen, hvor
faglige og resursemæssige overvejelser burde have talt
imod. En robust enhed kræver en større bemanding
end 1-2 nok så engagerede og vidende akademikere
og bioanalytikere til at varetage funktionen.
Vi har enkelte Klinisk biokemiske afdelinger i
Danmark, hvor der reelt kun er en speciallæge ansat,
og det kan ikke være i nogens interesse. Vi har også
eksempler på, at klinisk biokemiske specialanalyser
udføres uden for Klinisk Biokemisk regi, hvilket af
mange grunde heller ikke er hensigtsmæssigt. Mange
intern medicinske afdelinger har haft laboranter
tilknyttet og har haft tradition for selv at udføre nogle
få klinisk biokemiske specialanalyser (fx immunsup-
pressiva, koagulation m.v.).
Konsolidering inden for specialet må være et af
nøgleordene, når kvalitet og hensigtsmæssig ressour-
ceudnyttelse skal følges ad. Samtidig er vi i den hel-
dige situation, at der er en rivende udvikling i specia-
let – ikke mindst den molekylær genetiske diagnostik
taget i betragtning. Der er nok at tage fat på og mere
end nok til os alle, og det er afgørende, at vi er med i
front, hvis vi skal blive ved med at være et selvstæn-
digt lægeligt speciale.
En af opgaverne for arbejdsgruppen var nu at iden-
tificere, hvilke opgaver (analyser), der skulle karak-
teriseres som specialfunktioner. Når vi anbefalede at
betragte visse analyser eller områder som specialise-
rede, var det primært på baggrund af behov for faglig
kompetence vedr. de pågældende analysers anven-
delse og fortolkning m.m. – identiske med de såkaldt
videnstunge analyser. For visse af analyserne og
områderne var det analysetallet, der var begrænsende
for, hvor mange steder funktionerne skulle udføres,
og endelig kunne begrænsningen i et vist omfang
også være betinget af, at analyserne er komplicerede
at udføre, og nogle endnu ikke automatiserede.
For de højt specialiserede funktioner angav vi det
krav, at der skulle være kendskab og interesse for ana-
lysen hos mindst 2 personer på akademikerniveau,
ligesom der skulle være forskningsaktivitet på områ-
det i afdelingen.
Der var en høj grad af konsensus i arbejdsgruppen
generelt, hvilket vel kan tages som udtryk for, at når
vi har mulighed for at sætte os ud over konkurren-
cemæssige og økonomiske bindinger, så er der en høj
grad af konvergens i holdningerne inden for specialet.
Fri produktionsret inden for Klinisk Biokemi?
Eller skal Big Brother styre?
Linda Hilsted
