Klinisk biokemi: Uddannelse er vejen frem
MOGENS H0RDER,
Afdeling KKA, Klinisk Biokemi, Odense Universitetshospital (mogens.h!llrder@ouh.fyns-amt.dk)
Der foregår heldigvis en livlig debat i Klinisk
Kemi i Norden om klinisk biokemis roller nu og i
fremtiden. Lad os tage en sådan debat som udtryk
for dynamik og kraft til forandring. En stadig
str!Zim af artikler om emnet vidner da også derom.
Emnet for dette indlreg skal vrere uddannelse.
Sundhedspersonale uddannes gennem hele livet–
fra grunduddannelse over videreuddannelse til en
kontinuerlig efteruddannelse. Der bygges kompe–
tencer op, som videref!llres i lyset af de opgaver,
man kommer til at varetage i sit professionelle
virke. En lang rrekke af disse kompetencer er
frelles for sundhedspersonale. Det drejer sig om
samarbejde, ledelse, kommunikation, professio–
nel adfrerd. Her actskiller klinisk biokemi sig ikke
fra alle !Zivrige lregelige specialer og sundhedsdis–
cipliner i !Zivrigt. Når det kommer til den faglige
kompetence og profilering er sagen en anden.
Dette byder i sig selv en udfordring for klinisk
biokemi.
Nogle probierner
Anvendelse af klinisk biokemi i behandling er så
almindelig, at den af mange ikke opfattes som
vrerende en srerlig medicinsk opgave. Det er
f.eks. vanskeligt at argumentere for en medicinsk
specialitet som baggrund for anvendelse af elek–
trolytunders!Zigelser ved den akutte patient.
Man kan sp!Zirge sig selv, om de enkelte kompo–
nenters anvendelse i relation til bestemte
sygdomme er grundlaget for specialet?
En komponentorienteret undervisning er van–
skelig - for ikke at sige umulig - at gennemf!llre
uden en klinisk indgang. Og for studerende på
grunduddannelser forekoromer det ofte besynder–
ligt, at komponentgennemgang skal gentages
af
kliniske biokemikere, når man tidligere har fäet
anvendelsen gennemgået i relation til bestemte
sygehistorier.
Urlfordringer i den medicinske grunduddannelse
På alle medicinske fakulteter foregår der for tiden
en betydelig ornlregning af grunduddannelsemes
6
indhold og form. Kort kan det udtrykkes ved, at
uddannelseme er rendret fra en fagorienteret til en
område- eller problemorienteret uddannelses–
form. Det volder probierner i alle fag, men speci–
elt i tvrergående fag som klinisk biokemi, selvom
fag som arbejdsmedicin, anrestesiologi, radiologi
og selv almen medicin ikke går
fri.
Problemet
opstår ved, at der ikke er afsat srerlige timer eller
forl!llb til de enkelte fag.
Der skal ingen
tvi
vl vrere om, at denne rendring
er af det gode. De fag, der ikke er i stand til at
bidrage til en grunduddannelse i en sådan uddan–
nelsesstruktur, må gribe i egen barm og ikke rette
kritikken mod studiestrukturrendringeme.
Der er flere veje til indpasningen af klinisk bio–
kemi i disse nye uddannelsesformer. Og der synes
at vrere gode forudsretninger for, at det skal lyk–
kes klinisk biokemi at placere sig centralt i disse
uddannelsesformer.
Dette skyldes to forhold :
For det f!llrste at klinisk biokemi er baseret på
principper, som gennem mange år er blevet vel
gennemarbejdet.
For det andet, fordi klinisk biokemi indgår i så
at sige alle ormåder eller problemstillinger, som
den studerende m!llder under sin uddannelse, og at
klinisk biokemi derfor naturligt vil kunne indgå i
mange uddannelsesforl!llb.
Klinisk biokemi - et fag baseret på principper
Den rrekke af principper, der hensigtsmressigt vil
kunne gentages igen og igen i uddannelsessam–
menhrenge i den medicinske grunduddannelse -
men også andre uddannelser - hviler på en klarg!ZI–
ring af klinisk biokemi
i
fire begivenheder i
ethvert patientforl!llb:
l.
at identificere behovet for biokemisk informa–
tion i en given klinisk problemstilling
2. at kunne redeg!Zire for, hvorledes der indhentes
valid biokemisk information til klinisk brug
Klinisk Kjemi i Norden l , 2001
